Her kunne vi få dét, som vi ville

 
Belgien, Barbados, Bahamas eller Bornholm. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvor ægteparret Dennis og Gitte Thyme-Duvalds virksomhed, Skøde Centret, ligger. Skøde Centret rådgiver boligkøbere og laver skøder til en pris, der ligger langt under den takst, som advokater kræver for den samme ydelse.

Det hele foregår over internettet. Derfor har det ingen betydning for kunderne - der kommer fra hele landet - at det praktiske arbejde bliver udført på kontorer indrettet i den ene halvdel af stueetagen 

- Internettet har åbnet nogle muligheder for hurtig og billig kommunikation, som ikke fandtes for 10 år siden. Det gør den fysiske placering af en virksomhed som vores fuldstændig underordnet, siger Dennis, der har en baggrund som ejendomsmægler.

Parret startede Skøde Centret i 2003. Dengang boede de i Århus midtby, og virksomheden gav kun arbejde nok til Dennis. Men planen var, at den med tiden skulle kunne give dem begge en løn. Samtidig havde de en drøm om at finde en bolig uden for byen, der var stor nok til både at være hjem og arbejdsplads for dem selv - og med tiden eventuelle ansatte. I første omgang vendte de blikket mod det midtjyske. Men alt, de kiggede på, var enten alt for dyrt eller alt for dårligt.

Efter års forgæves søgning var drømmen om det hele rigtige hjem mere eller mindre lagt på hylden. Men så var det, at de under en weekendtur til Bornholm kørte forbi den nedlagte skole i Listed. Den smukke røde bygning var til salg. Over 400 kvadratmeter i fantastiske omgivelser med klippefremspring og ældgamle bøgetræer i den store have.

Hele herligheden var til salg for en pris, som parret kunne overkomme, og en uge efter skrev de under på slutsedlen. 

- Det var selvfølgelig et stort skridt at købe hus på Bornholm. Men det virkede bare så rigtigt. Her kunne vi få det liv, vi ønskede, siger Gitte.

Siden flytningen er både virksomhed og familien vokset. Parret har tre børn, og både Dennis og Gitte arbejder med Skøde Centret på fuld tid. Kombinationen af hjem og arbejdsplads i den nedlagte skole fungerer godt.

- For os er det den ultimative frihed. Vi skal ikke bruge tid på transport til og fra arbejde. Vi kan arbejde, når det passer os. Og vi har integreret familieliv og arbejdsliv på en måde, så vi kan have børnene tæt på os hele tiden - det sætter vi umådelig stor pris på, siger Gitte.

For halvandet år siden fik de deres første medarbejder på freelancebasis, og Dennis og Gitte overvejer nu, om Skøde Centret skal have endnu flere ansatte.

- Vi vil gerne være større, men det er vigtigt for os, at vi vokser i en takt, så vi fortsat kan levere god service til vores kunder. Samtidig skal vi holde fast i, at vi ikke ønsker at arbejde 70 timer om ugen. Vores plan var jo, at vi skulle indrette os på en måde, så vi fik tid og overskud til at være sammen med hinanden og vores unger, siger Dennis.

De første år som iværksættere har dog også har krævet hårdt arbejde, tilføjer Gitte:

- Du kan ikke starte egen virksomhed uden at knokle. Men vi er ved at nærme os det, vi drømte om. Vi har fået meget mere overskud i hverdagen, det bliver til masser af gåture på havnen med ungerne, og vi har fået et rigtig godt netværk i lokalområdet. Og så kan jeg ikke forestille mig ret meget andet, der giver forældre så god samvittighed, som det at flytte til Bornholm med sine børn.

af info@bornholm.biz / 14.08.2012
 
Tilflytterguide

Download tilflytterguide med artikler om folk og familier, der har »gjort det«.