Rune er tilflytternes bedste ven på Bornholm

 
Annette Hansen og Claus Steensgaard Christensen drømte begge om at rykke hele familien til Bornholm, hver gang de var på ferie på Bornholm. Da parret begyndte at lege med tanken og fik kontakt til Rune Holm, gik det stærkt. Selv drømmehuset blev spontanshoppet på vej til lufthavnen.

- Det er egentlig lidt vildt, så hurtigt det gik. Når jeg tænker på, hvor tit vi har været på ferie i mine forældres sommerhus i Allinge og drømt om at rykke hele vores familie herover, så er det sjovt at tænke på, hvor hurtigt det hele tog form og føltes rigtigt, da vi først fik fat i Rune Holm, starter Annette Hansen.

Annette Hansen er 46, manden Claus er 50 og sammen medbringer de sig fra Østerbro i København de skønne børn Ragna på 1 år, Osvald på 3 og Zenobia på 11 år. Parret har tre andre børn, Clara på 12, Andrea på 14 og Bathsheba på 18, som bor i hhv. USA og København.

Annette _1

 

 

Skaffede jobs og bolig i en ruf
Pt. venter familien på at flytte ind i deres drømmehus i Rønne, men ventetiden fordrives med tag over hovedet i et sommerhus ved Green Solution House - med minigolf og vild natur i forhaven. Imens står alle møbler og kasser i Svaneke. Huskøbet kom på plads, da Annette var på job-rundtur med Rune Holm, der hentede hende i lufthavnen.

 

- Vi er begge folkeskolelærere, så da Rune postede et opslag på Facebook om, at øen manglede lærere, så skrev jeg til ham. Han fik hurtigt arrangeret, at jeg kom herover, og så kørte vi rundt og talte med 3 skoleledere, og vi fik også lige kigget på et institutioner til børnene og et hus, der var til salg, inden jeg blev sat af i lufthavnen samme aften, forklarer hun og fortsætter:

- Da jeg kom hjem, skrev Claus og jeg ansøgninger, og kort efter blev vi kaldt til samtale og fik jobbene. Det gik ret let - og det er helt sikkert Runes fortjeneste, at det gik så glat for os. Han gjorde det meget let at flytte herover. Det er også ham, der har sørget for denne midlertidige bolig her på Green Solution House - og ham, der kørte mig forbi det hus, som vi endte med at købe, fortæller hun og griner.

 Annette _2

En nyttig håndsrækning, der forstod kompleksiteten i at rykke ud

Rune Holm var hele tiden meget optimistisk, husker Annette, der havde en følelse af, at 'her er min nye bedste ven' - og samtidig havde han forståelse for, hvor uoverskueligt det kan være at rykke en hel familie ud af vante rammer og over til Bornholm. For han har gjort det selv.

- Han har hjulpet os med gennemskue og overkomme de udfordringer, der dukker op, når man rykker 3 børn op med rode og skal starte et nyt liv så langt væk, fra alt man kender. Og han slipper ikke en, hvis man selv lige tøver eller ikke kan overskue det hele - der er han virkelig tilflytterens bedste ven. 

af Af Louise Skøtt Gadeberg / passionkommunikation.dk /