Drømmen om en ø

 
Hverken Henrik eller Raya Degler havde nogensinde sat deres ben på Bornholm, da de på internettet faldt over en byggegrund til salg i Snogebæk på øens sydøstlige kyst. Men da de kom hertil for at kigge nærmere på grund og omgivelser, blev de hurtigt overbevist. Her ville de bo.

Bornholm var stedet, hvor de ville og kunne realisere alle de vigtigste af deres drømme. Drømmen om at bo tæt på havet og på en ø. Drømmen om at tilbyde deres to børn en opvækst i naturskønne, rolige og trygge omgivelser. Og drømmen om, at Raya kunne starte sin egen virksomhed.

 
Vi blev begge grebet af en følelse af, at Bornholm havde alt det, vi ønskede os allermest
- Det er svært at forklare, hvad det var, der skete med os den dag, da vi kørte det meste af øen rundt. Men vi blev begge grebet af en følelse af, at Bornholm havde alt det, vi ønskede os allermest.

- Vi faldt for, at tempoet var lidt lavere, og at naturen var så varieret og lettilgængelig. Og så oplevede vi en stemning, der på en eller anden måde fik os til af føle os meget rolige, siger Henrik.
Det er næsten overflødigt at skrive, at parret købte grunden i Snogebæk.

Det var tilbage i 2009. Men der skulle gå endnu nogle år, inden parret var parat til at gøre alvor af projektet.

Børnene er blevet gladere og mere åbne
Først i starten af 2012 begyndte Henrik seriøst at scannet det bornholmske jobmarked. Efter nogle måneder søgte og fik han en stilling som leder af den tekniske support-afdeling i øens største virksomhed, Jensen Denmark A/S, der som en del af Jensen Gruppen udgør verdens førende producent af maskiner til industrielle vaskerier.

Samme sommer rykkede familien endelig til øen. I første omgang er de flyttet ind i en lejet lejlighed i Nexø, mens de overvejer, om de skal bygge i Snogebæk, eller om de vil bosætte sig et andet sted på øen. Men de er allerede blevet bekræftet i, at Bornholm er det rigtige valg.

- Vi trives rigtig godt. Og vores børn trives fantastisk. De går i naturbørnehave, men selv om de er ude hele dagen, vil de også gerne ud, når de kommer hjem. De har udviklet sig meget, og vi har flere gange talt om, at vores ramme her på øen har gjort dem gladere og mere åbne over for fremmede, siger Raya. 

I begyndelsen af 2013 - da dette interview fandt sted - tog Raya fat på at føre planerne om at blive selvstændig erhvervsdrivende ud i livet.

-Jeg har ikke lyst til at fortælle, hvad min idé går ud på. Men jeg håber selvfølgelig på, at den kommer til at slå an. Jeg tror på det, og flytningen til Bornholm betyder, at det rent økonomisk har været muligt at kaste sig ud i det, siger hun.

 


 


BLÅ BOG RAYA OG HENRIK DEGLER

• Raya Degler: Født i 1975 i Turkmenistans hovedstad Ashgabat. Har en sprogvidenskabelig universitetsuddannelse. Flyttede til det Nord-Vestlige Sibirien i 1997 og derfra til Moskva i 1999. Har bl.a. arbejdet for den russiske centralbank og efter ankomsten til Danmark i GE Money Bank.  

• Henrik Degler: Født i 1966 i Ølstykke. Uddannet elektronikmekaniker. Har været projektleder på en stribe tekniske udviklingsprojekter i Danmark og i udlandet.

• Parret har været gift siden 2003. De har sammen tvillingeparret Victor og Katrine fra 2008.

• Bonusinfo: Mødte hinanden i Moskva i 2001, hvor de begge arbejdede på et satellitkommunikations-projekt for den russiske centralbank.

af Ulf Førsteliin / 10.04.2013 / FOTO: Mindgap/Anders Beier
 
Tilflytterguide

Download tilflytterguide med artikler om folk og familier, der har »gjort det«.