Hjem til Bornholm

 
I mange år var Katrine Brandt blankt afvisende, når familie og venner spurgte, om hun kunne forestille sig at flytte tilbage til fødeøen Bornholm. Det kunne overhovedet ikke komme på tale. Det var hun alt for glad for storbylivet i København til.

Den holdning blev blødt op, da hun i 2009 fik datteren Ella med sin svenske kæreste, Andreas Andersson. Det kategoriske 'nej!' blev til at mere forsigtigt 'tja'. Og da parret et par år efter ventede barn igen, forsvandt den sidste tvivl: Familiens fremtid lå på Bornholm.

 
Vores børn skal have en rolig og tryg barndom. Det ved jeg, at de får på Bornholm.
- Jeg flyttede fra øen, så hurtigt jeg kunne, da jeg var blevet student. Men det var ikke fordi, jeg ikke holdt af øen. Jeg skulle bare af sted og prøve noget helt andet. Og jeg har virkelig nydt at bo i København, siger Katrine Brandt.

- Men når man får børn, ændrer ens sociale mønster sig jo, og man prioriterer nogle helt andre ting. Man smutter ikke bare lige på café for at drikke latte med veninderne en onsdag aften. Samtidig ville vi gerne give vores børn en rolig og tryg barndom. Det vidste jeg, at de ville få på Bornholm, forklarer hun, mens Andreas tilføjer, at han for længst havde fået nok af hovedstaden og gerne ville til omgivelser, hvor han kunne dyrke sin passion for bl.a. mountainbike, dykning og bare at opholde sig i naturen.

Livet på Skyttegård
Familien flyttede til Bornholm i foråret 2012 og bor i dag på Skyttegård - en stor bondegård med bindingsværk fra første halvdel af 1800-tallet.

Andreas har med hjælp fra familien gennemrenoveret stuehusets 350 kvadratmeter fra gulv til loft. Børnenes morfar bor i gåafstand.

Havet, stranden og skoven kan nås på få minutter, og der er under 10 minutter i bil til både Katrines og Andreas' arbejde i henholdsvis Rønne og Aakirkeby.

- Mange siger, at det er rigtig svært at finde job og at opbygge nye netværk, når man flytter til Bornholm. Men det har altså ikke været vores oplevelse. Vi har begge fået spændende jobs, som vi er rigtig glade for, og vi er simpelthen blevet taget så godt imod af folk i vores nye lokalmiljø.

- I København kendte vi dårligt nok dem, vi boede i opgang med. Her er det helt anderledes. Allerede dagen efter, vi var kommet hertil, kom naboerne forbi med kage og indflytningsgave, siger Andreas.

Det føles rigtigt
Katrine kan godt i stille stunder savne København. Men så er det heldigvis nemt at tage en weekendtur. Og så er det også rart at komme hjem til Skyttegård igen.

- Vi bliver på Bornholm. Det er ikke noget med, at vi lige skal se øen an. Det føles rigtigt at være her, understreger Katrine.

Men hvad så når Ella og Frida - og deres eventuelle kommende søskende - når en alder, hvor de lige som deres mor gjorde det i 20-årsalderen, får trang til at opleve noget andet end livet på en ø?

- Jamen vi håber da, at de flytter fra øen til den tid. De skal af sted og opleve noget andet og få udvidet deres horisont. Jeg ville ikke selv have været mine 14 år i København foruden. Men jeg er også utrolig glad for at være tilbage.

 


 

 

BLÅ BOG KATRINE BRANDT OG ANDREAS ANDERSSON

• Katrine Brandt: Født på Bornholm i 1978. Cand. mag. i engelsk og sociologi fra Københavns Universitet. Har tidligere været ansat i bl.a. Wonderful Copenhagen som projektleder. I dag udviklingsmedarbejder på Campus Bornholm.

• Andreas Andersson: Født Östhammar nord for Stockholm i 1981. Uddannet kok. Har tidligere været ansat som teammanager i Microsofts kundeservice og som produktionsplanlægger i Fritz Hansen. I dag ansat i Feriepartner Bornholm.

• Parret har været kærester siden 2006 og har sammen børnene Ella og Frida.

• Bonusinfo: Mødte hinanden i Østrig, hvor de begge havde jobs som ski-guides.

af Ulf Førsteliin / 4.04.2013 / FOTO: Mindgap/Anders Beier
 
Tilflytterguide

Download tilflytterguide med artikler om folk og familier, der har »gjort det«.